MyGreece - alt om Grækenland

Forsiden

Athen

Man kan ikke besøge Athen uden at besøge Akropolis-klippen med Párthenon templet, byens umiskendelige vartegn. Når man så er i området omkring Akropolis kan det anbefales, at man bruger et par timer på at gå til Agorá - de gamle athenske marked og Heródion-teatret - hvor der sommeren igennem opføres koncerter og klassiske tragedier. 10 minutters gåafstand herfra ligger det imponerende Panathenske stadion, et rekonstrueret marmorstadion, hvor de nyere olympiske lege afholdtes første gang i 1896. Den klassiske tur gennem Athen må inkludere et besøg på nationalmuseet, hvor Grækenlands mest værdsatte kulturgenstande er udstillet. Athen er en storby, der er levende dag og nat, og gemmer på mange små fine oaser i asfaltjunglen. Den gamle bydel - Pláka med neoklassiske huse og smalle gader kan være det første stop for et hvil og et glas græsk iskaffe - frappé - eller en kølig øl. Caféerne og tavernaerne her summer af liv dag og aften. Tæt ved Pláka i Monastiráki ligger Athens loppemarked, der afholdes hver søndag. I området findes også den kendte Psirí-plads med ouzo-tavernaer (ouzeri'er), med en duft af Lilleasien i aftenluften. Du kan fortsætte din gå- eller metro-tour til Athens centrale kød- og fiskemarked - en levende, nostalgisk og farverig oplevelse langt fra supermarkedernes vakum-pakkede moderne produkter. Byens centrum byder på alle de indkøbsmuligheder man kan tænke sig. De gode shopping steder er Ermoú-gågaden eller gaderne omkring Kolonáki-pladsen. Bag Kolonáki-bydelen i centrum af byen rejser den grønne Lykavittós-høj sig. Tag svævebanen derop og gå en afslappet tur eller nyd den panoramiske udsigt fra én af de hyggelige caféer. Athen er en storby, der ikke har mistet sit menneskelige ansigt. Byens indbyggere, der måske er en smule mere passionerede, uanset hvad de beskæftiger sig med, vil altid finde tid til at hjælpe en udlænding, der har brug for det. Athen er dejlig at besøge året rundt med mildt klima og gode oplevelser på hvert gadehjørne.

LOKAL INFORMATION:
Indbyggere: 954.743 (Athen og Pireaus).
Håndværk og specialiteter: Athen er som enhver anden europæisk hovedstad, når det gælder city-shopping. Euro’ens indtog og de sidste årtiers stramme økonomiske politik, der så at sige har harmoniseret Grækenland til et europæisk prisniveau, betyder, at man ikke længere falder i svime over lave priser. Det er dog stadig relativt attraktivt at købe skind- og lædervarer samt sølvsmykker. Athens handelscentrum ligger i en triangel mellem pladserne Sýntagma (parlamentspladsen), Omónia og Monastiráki. Desuden er kvarterene Kolonáki og Pláka kendte for deres gode butikker: Det fashionable Kolonáki for sine mærkevarer og det mere folkelige Pláka sammen med Monastiráki-området for at være åbent i forbindelse med et stort loppemarked, der foregår hver søndag formiddag. Et godt tip er, at man på Patissíon-gaden ved Nationalmuseet, faktisk kan få mange af de dyre mærkevarer til lavere priser end i Kolonáki-kvarteret.
Delikatesser: Tavernaerne på Attiki-halvøen er generelt kendte for lækkert grillstegt kød, fisk og skaldyr.
Lokale festivaler og højtider: I Athen anbefales specielt at holde øje med programmerne for Heródion teatret og koncerter afholdt på Lykavittós-højen.
Færgeforbindelser
til/fra Athen:
FÆRGE   HURTIGBÅD
  Havnen i Pireaus
Dodekaneserne, Thessaloníki, Kavála, Vólos, Kreta, Kykladerne, Nordøstægæiske øer, Saroniske øer   Saroniske øer, Kykladerne, Kreta, Ermioni (Peloponnes), Porto Heli (Peloponnes), Dodekaneserne, Nordøstægæiske øer
Flyforbindelser
til/fra Athen:
FORBUNDET MED INDENRIGSFLY TIL/FRA
  Lufthavnen i Spata Thessaloníki, Kavála, Kastoriá, Kozáni, Mílos, Mýkonos, Náxos, Páros, Santoríni, Sýros, Iráklio, Sitía, Haniá, Ikaría, Lésvos, Límnos, Sámos, Híos, Astypálea, Kárpathos, Kos, Léros, Rhódos, Zákynthos, Kórfu, Kefalloniá, Kýthira, Skiáthos, Sýros, Ioánnia, Préveza - Aktio, Alexandroupoli
© MyGreece 2006