MyGreece - alt om Grækenland

Mogens Kattenhøj:

Et for danskere næsten ukendt "hjørne" af Grækenland hedder Epirus og ligger i det nordvestlige hjørne op mod Albanien.

Vi skal på en rundtur og opleve klostre på klippetoppe, besøge en sølvby, en osteby og en pelsby. I drypstenshuler, se pelikan og sort stork, jagtfalk, kongeørn og alpeallike. Og så skal vi på kløftvandring i Vikos og bo i en middelalderby i Pindusbjergene (Zagoria) hvor husdesignet er uændret siden 1300 tallet og hvor landsbyerne først blev forbundet med veje efter 1945.
Og så skal vi spise den lokale mad. God mad. (Fordi den er sådan i Grækenland).
Vi starter i lufthavnen Preveza v. Lefkas og har fravalgt hotel. Vi har lejet en bil og vil ( som sædvanligt) klare os selv og opleve, det, vi falder over og finder interessant at dvæle ved. Overnatninger er bestilt hjemmefra, så vi har nogle faste holdepunkter på ruten. Og ved alle græske guder og orakler - det her !
Naturligvis vidste vi på forhånd nogenlunde hvad og hvor efter vinterens studium af området og under kyndig vejledning af bror og svigerinde, der tidligere havde været i området og efterhånden havde overbevist søster og svoger, min kone og jeg om nødvendigheden af at besøge området - og selv være med på en "genoplever". Selv holder jeg meget af at komme et sted mere end første gang. SÅ….!
Vi valgte uge 24. (Yoyo billet hos Apollo). Dels fordi der på denne tid normalt ikke er umenneskeligt varmt, dels at der ikke er så mange turister før efter uge 25. Normalt er temperaturen på denne årstid 20 - 24, men i 2003 var den 26 - 32. Året, hvor der var varmt alle steder. 8 døgn for ca 5000.- pr snude. Alt inklusive, hvilket siger ikke så lidt.

Det handler om EPIRUS , der består af flere provinser:
Zagoria, Dodoni, Metsovo og Konitsa.

IOANINNA (hovedbyen i Epirus)
(Dette afsnit er historisk set også beskrivelsen for hele Epirus, så derfor en lidt lang udredning om byen, som langtfra er den, der fylder alle minderne)
Den nøjagtige tid for byens opståen er uvis, men historiske kilder viser tilbage til Kejser Justinian (= Ioninna?), som menes at være grundlæggeren og navngav byen efter sig. Vi er i år 537. Hans slotsruiner og bymuren er der stadig.
En anden version om navnet fortæller, at byen har fået sit navn fra Det hellige kloster af Ioannis, som var indenfor bymuren. Det er aldrig klarlagt, hvilken version, der er den rette, men første gang navnet "Ioaninna" er nævnt officielt er i 879 i Konstantinobels historiebøger.
En berygtet albaner, Ali Pasha, styrede området fra 1788 med hård hånd for den tyrkiske sultan. Han gjorde byen til sit hovedkvarter og havde det hemmelige mål at skabe en uafhængig græsk-albansk stat. Det kom åbenbart sultanen for øre, så Ali blev afsat på øen Nisaki (Nissi) i søen Pamvotis i 1822. Den besøger vi. Den 21. februar 1913, invaderer den græske hær byen, og hele Epirusregionen blev igen en del af den græske stat, fri af tyrkisk herredømme. Men ikke fri for kulturpåvirkningen. (læs selv mere om historien)

Nutiden i Ioaninna:
Når man vandrer nysgerrigt rundt i byen, både udenfor og indenfor murene, dukker historien frem og giver sit helt egne særpræg på oplevelsen og sætter fantasien i gang med at forestille sig livet op gennem tiden. Helt svært er det nu ikke, for meget synes at have stået stille i hundrede år. På nær måske en enkelt ting: Antallet af æsel-saddelmagere er på hastig tilbagetog, hvor de tidligere var ét af de største erhverv. Men hvem har brug for en æselsadel i en bil ? Smedehåndværk som i gamle dage, lædervarer i høj kvalitet, smykkefabrikation og -handel er stadig intakt, om end sidstnævnte har fået et lidt for turistet præg, hvor flere butikker nærmer sig souvenirboder, men der er absolut også seriøse udbydere. (Det lønner sig også her at prutte om priserne)
Det er småvarmt, så hvad er mere nærliggende end at gå ned til søen og finde en udendørs restaurant her ved frokosttid. Retsina, vand, salat, skaldyr, brød og en behagelig brise fra søen Pamvotis og udsigt til øen Nisaki (Nissi). Og jeg vil påstå, at de, der aldrig har fået en salattallerken i Grækenland aldrig har smagt tomater, når de er bedst. Og så er det til overkommelige priser at spise ude. Vi er 6 personer, som deler 2 af hver "ret"
(portionerne er store og rækker nemt til 2-3 pers. ). Med drikkevarer og al hygge og mæthed slipper vi af med ca. 50€ (= 375.- kr. eller 63 kr./person).

Nu skal vi indenfor murene for at finde tilbage i historien:
Bydelen indenfor murene må siges at være én stor perle. Husene er top-vedligeholdt og fremtræder nærmest som et smørhul og er, som det kan forstås, stadig befolket. Jeg har ladet mig fortælle, at husene er eftertragtede og meget dyre. Sammenlignet med resten af byen lyder det troværdigt, for om husene i dén, kan man sige at de virker temmelig "originale" - eller rettere sagt har et tydeligt præg af ægthed.
Nå, men vi havde et par grunde til at være der: Det byzantinske museum med sølvskatte og andet smukt. Og så en café med "iskaffe". (Jeg ved ikke om det er den bedste iskaffe på hele turen, eller det blot var fordi vi trængte. Men god nok til hukommelsen ! ) Det er varmt at være på byvandring under blå himmel i 28 graders varme. Museets vagthavende denne dag viser sig at kende Danmark - gennem kongehuset. Hans far er præst og havde netop i påsken været rundviser - og præst - for Kong Konstantin og Dronning Anne Marie. De og deres familie blev fotograferet netop her, hvor vi står og får fortalt historier efter lukketid.
Herfra kan man se over til øen. Det gode ved en sø med en ø midt i er, at man kan sejle rundt om øen eller til øen. Vi er i 480 meters højde, hvilket pr. definition siger ca. 2.5 grader mindre end ved havets overflade. Og er der vand, og når man kan komme ud på det, hjælper det på temperaturens behagelighed. Altså, vi tager til aftensmad på øen Nissi. Tyve minutters sejlads og en ø-besigtigelse. På vejen til færgen , langs promenaden grilles der majs hos flere udbydere. Vi lader os ikke friste.
Ude på øen, hvor guvernøren blev afsat for mange år siden, er der også klostre. De har fungeret som (kloster)skoler i oplysningstiden. Nu har vi det med at prøve at finde ægthed i den pæne ende. Det findes her. Vi køber lidt sølvfiligran og sætter os tilrette ved søbredden med et herremåltid af Karpe, fanget i selv samme sø og stegt som kotelet. Obligatorisk salat m.v. til deling og gratis udsigt som forret og dessert, platantræer med stammediameter omkring de to meter er med til at holde duggen væk, inden sidste færge fragter os hjem til et air-conditioneret hotelværelse med en kold retsina på altanen og udsigt over søen . Her får vi den idé, at når det er varmt på overfladen, må det være behageligt at gå under jorden, hvor der altid er 17 grader.
Perama Caves, én af de største og mest imponerende drypstenshuler i hele Balkan ligger fire km. fra vores hotel. Faktisk kan vi se dertil fra altanen.
Nu ved jeg ikke om det ligger i generne, men i hvert fald tager pigerne på shopping og mændene på opdagelse i nyt territorium næste formiddag. Og hvilken oplevelse.
På "vandreturen" på 1.5 km. gennem hulerne åbenbares det ene sceneri efter det andet. Alle, der kender til Grækenland ved, at ting tager sin tid, men dét her har taget 1.4 mio år og blev ved en tilfældighed opdaget af lokale i 1940 og gjort tilgængelig for publikum i '56.
Har man mere tid, og er interesseret, er et besøg på arkæologisk museum med beviser på Oraklet i Dodoni, Hades - floden til Dødsriget og selvfølgelig en masse andre beviser på årtusinders menneskelig færden i regionen, et tillægsforslag. Vi har nu kørt ca. 100 km.

Nu skal vi til det allerstørste klosterområde: Meteora (De mod Himlen stræbende).

Meteoras mange klostre
Fra Ioaninna til Meteoras hovedby Kalambaka er der også omkring 100 km. Nu bevæger vi os gennem et meget varieret landskab, hvor "grøftekantsblomster" er meterhøje nerier.
Der er i øvrigt en helt fundamental glæde ved at færdes i Grækenland: Ukrudt findes ikke!
Der gror noget. Det har der altid gjort. Om det er mellem tomaterne eller et andet sted, tages der ikke synderligt hensyn til. Mig passer det helt fint, skildpadderne skal vel også leve. Hvad er i grunden frodighed ?
Vi kan vel roligt sige, det går lidt op og ned, for der er bjerge, dale og flodsletter på ruten.
Ved middagstid, ca. halvvejs gør vi holdt i en landsby, som mest af alt minder om en alpelandsby i Schweiz.
Metsovo er navnet. Husene er i alpestil med tilhørende træskærer-dekorationer. Her laves honning, oste og vin, hvilket vi benytter os af i kirkegårdshaven. Med et friskbagt brød, et par humpler ost, en dolk , vin og godt selskab i platantræets skygge, kan man vel ikke forlange meget mere af hygge? Tre søskende med ægtefæller hygger sig sammen.
Vi kører i et "jævnt og pænt" landskab og pludselig åbenbares en del nøgne, høje klipper. Næsten som at se en "western", og snart er vi i Kalambaka, hvor vi fra vore hotelværelser har direkte udsigt til flere klostre på toppen af de før omtalte høje klipper. Tænk, de er bygget så afsides og afsondret at alt - selv byggematerialer - skulle hejses op. Men det var vel hele ideen med klosterlivet: At leve afsondret og så tæt på Himlen som muligt.
Meteora er center for klosterlivet. I dag er der kun fem aktive, men i storhedstiden var der hele 24 klostre. Der er nonneklostre og munkeklostre med hver sit "speciale" indenfor kunst og kultur. Måske er det - her kommer det igen - genetisk bestemt, at nonneklostrene er de mest "pyssenyssede" med blomster og kvindelig omsorg for pænhed.
Storslået udsmykning, spændende historie. Fantastiske vægdekorationer, der, hvis de alle blev sat sammen, ville være en billedbibel i høj kunstnerisk udførelse. Vi besøger dem naturligvis ét for et.
Mit problem er en stupid forhåndsindstilling om, at har man set ét, har man set dem alle. Det ved min familie, så for at undgå mobning følger jeg med, med et (næstent) åbent sind. Og fik nærmest et kulturchok, som åbnede alle sanserne.
Nu gír jeg mig jo ikke helt let, så ærligt indrømmet åbnede sindet sig først helt, da jeg fra klostrenes balkoner opdagede først en biæder flyve forbi i øjenhøjde. Senere en kongeørn, så alpealliker og sort stork og jagtfalk på rede. Så blev der lukket op for input af alle slags, også selvom der var adskillige busselskaber på besøg - noget jeg normalt hader.
Specielt alpealliken er jeg glad for. Jeg har ikke set den siden 1997 i Nationalparken i Schweiz, hvor jeg opdagede dens formidable flyvekunst. Jeg kan sidde stille og glo på de fugle i timevis og føle en indre glæde og tilfredsstillelse. Så sådan kan naturen hjælpe kulturen på vej - eller omvendt - ind til ens sind og nye oplevelser. Vær ikke blind og døv for dét !
Og tag så op på en klippetop med en ost og noget vin sammen med dem, du holder af, og oplev en solnedgang over bjerge, klostre og en tusindårig historie. Nu kan jeg fornemme klostrene og deres individuelle udstråling. Jeg har ikke bare set det. Jeg har oplevet det !
Selve byen er turistet, men området er yderst interessant. Vest for byen findes bl.a. en række (nu forladte) eremitboliger. Hylder i klippevæggen, ja næsten hele "boligkomplekser", hvor munke frivilligt levede totalt afsondret fra alt og alle. Lige her ved er der en lille landsby, som er meget hyggelig (der er også småhoteller og camping).
Ved middagstid kører vi forbi og mærker duften af grill og lam, hvilket naturligvis skulle afprøves og faldt ud med topkarakter - stadig til de her 50-60 kr. pr mand alt incl.
Der er skrevet mange bøger om klostrenes historie, så læs dem og besøg dem selv.
Mætte af både det ene og det andet forlader vi så efter to overnatninger Meteora og sætter kursen mod pelsbyen Kastoria. Jeg har hørt, der skulle være pelikaner her. Ellers er jeg træt af byer (resten af familien er mere tolerant i den henseende).

Pelsbyen Kastoria
Udover det er en meget smuk og afvekslende tur hertil (ca 150 km.), var jeg imponeret over serveringen ved strandpromenaden. Aldrig så snart var iskaffen serveret, før der kom pelikaner lige forbi, de vidste nok, vi var der, for ved en kølig eftermiddagspilsner efter byvandring holdt de os igen ved selskab. Denne gang suppleret med sølvhejrer .
Byen er hovedsæde for pelsforarbejdning og -handel helt fra gammel tid, hvor der fandtes rigeligt med bæver, odder og andre pelsbærende dyr, hvis beklædning kunne forarbejdes til menneskebrug. Vi besøgte - ved et tilfælde - en fabrikant med speciale i dansk ræv og mink, så da han hørte vi var fra Danmark, kunne vi købe til fabrikspriser. Han viste os rundt, fortalte stolt om forarbejdningen af skind og pels. Prisen her "ad bagdøren" er under den halve af hjemlige butikspriser, så stod man lige og manglede en pels, var turen betalt med et enkelt indkøb. Alt bliver brugt. Selv de mindste strimler og snipper pels bliver syet til kraver eller små tøjdyr og nøglevedhæng. I øvrigt i en meget flot kvalitet. Noget af det er nærmest kunsthåndværk.
Også denne by bærer præg af tyrkisk herredømme og rig handel foruden klostre og småkirker. Her kan man nemt få en hel dag til at gå med at besøge kapeller, kirker og andre kulturminder, til hvilke der er lavet en trykt guide og forklaring ved hvert sted.
Det hele ligger med få hundrede meters afstand i- og omkring den gamle tyrkiske bydel, der er et helt arkitektonisk og kulturhistorisk besøg i sig selv.
Bydelen ligger på en halvø ud i en meget stor sø. Her besøger vi kirken viet til Den Sorte Madonna. Nu kan jeg godt igen blive lidt ambivalent til al den kirkekultur, for den her er - efter min mening - så totalt "overpyntet" at det virker for overskruet. Men, igen, det er unikt og isoleret set smukt. Men så meget - på så lidt plads ! Til gengæld ligger den utrolig smukt ned til søen i parklignende omgivelser. Her får jeg lejlighed til at studere en lokal lystfiskers teknik. Den har jeg ikke set andre steder før. Jeg kan godt lide stegt aborre, og det var dét, han fiskede efter, ham her, så jeg fulgte interesseret med. Jeg har aldrig vidst, at hieroglyffer havde lyd. Manden snakkede lokaldialekt - uden ret mange tænder. Men, når man sidder på en smuk søbred med fælles interesse, så går det jo alligevel , med god vilje og godt vejr.
Han fisker med langline med 10-12 kroge med orm. Linen er hæftet til et lod et stykke ude, og med et enkelt system hejser han linen ind og tømmer for fisk, sætter nye orm på og lader den glide ud igen. Tre timers fiskeri og en spand aborrer til aftensmad. Fiskeren tog dem selv med hjem. Vi andre fandt en café ved søbredden og fik flere slags kød og salater. Det ene mere velsmagende end det andet og et bjerg af det hele. Til en halvtredser - med øl, pelikaner, sølv- og silkehejrer i fodenden. Hvad kan man forlange mere ?
Det her begynder at ligne det rene driverliv, men vi har 150 km. bjergkørsel til dét sted, jeg har glædet mig allermest til at opleve: Zagoria og Vikoskløften og bo i en middelalderby i fire dage.
Næste gang vil jeg bo der under hele opholdet, ved jeg nu. (ingen ved, hvornår det bliver)

Zagori og Papingo
Vi bevæger os nu i bjergene op mod Albanien i 800 - 1800 meters højde, så her er temperaturen til at værdsætte. Der måles over 30 grader ved kysten, mens der her er behagelige 24-25 (falder en grad for hver 200 højdemeter) og så er der en befriende ren luft og et smukt landskab. Fantasien er allerede i gang med næste besøg, (som ingen ved, hvornår bliver.)
Lige nu er vi her imidlertid. Vi kører ind i Zagorias hjerte, ind i nationalparken og op gennem 29 hårnålesving til en landsby Megalo Papingo (Store Papingo) og indlogerer os på et familiepensionat, der bliver vort hjem de næste tre- fire døgn.
Og hvilket hjem. Familiedrevet gennem flere generationer. Der er hotelstandard og vaskeægte hygge og er det billigste vi overhovedet er stødt på. Et dobbeltværelse koster 45 € (det er ca. ½ delen af prisen i Ioaninna) og maden er forrygende god og meget billig. Vi er gæster i familien. Der bliver sørget omhyggeligt for os. Vi føler os forkælet og bliver enige om at have lov til det.
Vi kommer endda til at deltage i en forlovelsesfest en aften med ildfluer og fuldmåne. Kan det blive mere romantisk - med ledsagende klarinet og hjemlandets vemodige viser i en frodig pergolahave med 20 graders varme til midnat ? Jeg spørger bare.
Zagori (eller Zagoria) er et slavisk ord for "Landet bag Bjergene". (Za = bag. Gori = Bjerg)
Geografisk afgrænset mod vest af bjerget Tymfi (Gamila), mod nord af Aoos floden, mod øst strækker området sig til floden Arachtos, som deler det nordlige og sydlige Pindus og som løber ud i det Ionske hav sammen med floden Lourus. Arachtos er 143 km. lang og fødes af mange tilløb i Pindus bjergene. Mod syd skiller bjergene Mitsikeli og Stouros området fra hovedbyen Ioaninna
Zagoria består af omkring 40 landsbyer, som samlet kaldes Zagorohoria og har dét til fælles, at de alle er bygget i sten af lokale materialer. Vejbelægningen ligeså. Og de ligger alle i et før utilgængeligt bjergområde, indbyrdes forbundet med æselstier gennem flere hundrede år. Disse bruges i dag som vandrestier, nu hvor byerne er forbundet med asfaltveje.
Området har været befolket siden 400 tallet og har været hærget og behersket af albanere og tyrkere, men har været befolket af et selvbevidst fok og angreb på selvstændighed konsekvent slået tilbage. De har bevaret deres egenart fordi landsbyerne var totalt afsondret fra hinanden og omverdenen. Kun æselstier og baunepladser til indbyrdes signalgivning forbandt dem indbyrdes. Fra en landsby her kan man altid se til mindst 2 mere, hvilket var vigtigt for signalgivning (med bål og spejle), når fjenden kom.

Papingo (Megalo Papingo)
Gå en tur rundt i denne " forstenede" by, hvis du vil have historie og dagligdags kultur helt ind bag huden, net- og sågar slimhinder.
En af de første organiserede bosættelser i bymæssig forstand er netop Papingo fra 1350, men der har boet folk på stedet siden 900-tallet. Byen repræsenterer med nabobyen Mikro Papingo ( Lille Papingo) i dag noget af det mest originale, man kan finde. På grund af det uvejsomme terræn har lokale materialer været brugt til murværk og tag. Og på grund af de mange fjendtlige angrebsforsøg blev hvert hus forpligtet til at have eget forsvarsanlæg.
Husene ligger op ad skråningerne og som sagt bygget i sten og falder helt sammen med landskabet. Ikke ét blik- eller tegltag ses. Rundt om huset er en stenmur med en kraftig plankeport. Det er altså ikke for at sikre privatlivets fred, men ganske enkelt et forsvarsværk. Storhedstiden var 1860'erne, hvor Danmark tumlede med tyskerne ved Dybbøl og fregatten "Jylland" havde sin storhedstid.
Prøv at slentre rundt i de smalle og stejle, stenbelagte stræder og studere husporte tilhørende huse helt tilbage fra 1350. Der er mange udformninger alt efter bygherrens formåen og smag. Der var meget store klasseskel. I selve byen boede "borgerne" - dem, der havde handelsprivilegierne og derfor bestemte over- og styrede byen. I udkanten håndværkere og udenfor bønder og allerlængst ude sigøjnere og andre daglejere uden stemmeret og ret til at eje land og ejendom. Sådan kan man følge hierarkiet fra centrum og ud. Byen er - sammen med de øvrige i Zagoria - på Unescos liste over Verdensarv og derfor pålagt at bibeholde byggestilen. De huse, der bygges eller ombygges her, skal holde den oprindelige stil og med anvendelse af samme materialer.
Lige nu er vi nutidsmennesker, der står måbende midt i en historiebog og klør os i nakken. Et besøg på en lokal kafé giver næring til nærmere studier. For bare 7€ fås en fremragende bog: "Traditionel græsk Arkitektur" omhandlende netop denne og nabobyerne med en række fantastisk flotte billeder.
Her kan vi kun gengive en lille del, og da der som sagt allerede er skrevet en god bog, vil jeg anbefale at studere kulturperlerne på egen hånd. Imens vil min bror og jeg helt ned i bunden af Vikos kløften. Ned til floden af samme navn.
Der er 900 meters højdeforskel. Vi kan vælge enten at gå ned og op samme vej på en formiddag eller gå ned, rundt og op på den modsatte side, hvilket tager omkring 8 timer for en øvet vandrer. Man kan også vælge at gå hele vejen gennem kløftens 20 km. Jeg er ikke i tvivl om oplevelsen ved den sidste løsning, så den er på programmet næste gang (som ingen fortsat ved, hvornår er).
Jeg gad ikke tælle trinene på stien ned, men har en fornemmelse af et par tusinde og må indrømme der syntes at være dobbelt så mange hjemad.. På denne tur, som på alle andre vandreture, er der rigeligt med vand i rygsækken til nedturen. Til opturen tanker vi frisk og koldt kildevand ved flodens udspring. Her er der bare så fantastisk smukt med en helt speciel flora, som ændrer sig fra alpint til flodsengsvegetation efterhånden som vi arbejder os nedad i højdemeter. Naturen er på én gang rå og brutal og velgørende venlig og imødekommende. Det kan jeg godt lide ved at færdes i naturen med en Tight på ryggen. Man føler sig utrolig lille og ydmyg men samtidig velkommen og godt tilpas. Glad for at være en del af sceneriet for en stund.
For mig er det her virkelig velfærd. En vandstær giver opvisning mens vi køler fusserne i kildevandet. I morgen ser vi kløften fra den anden ende, ved landsbyen Monodendri. Men først skal vi op igen. Og jeg siger, en øl forsvinder så let som en isterning på en varm brændeovn! Og da den nyfangede, stegte ørred fra floden om aftenen indtages, besegles en naturoplevelse, jeg bestandig glædes over.

Broer og stier i Zagoria
Her bliver vi indviet i områdets infrastruktur anno 1700. Broerne er hver især små mesterværker i form, elegance og konstruktion. De er bygget først og fremmest på grund af behovet for kommunikation mellem byerne, men også for at kunne transportere varer til Europas handelscentre. Mange floder gennemkrydser egnen og selvom de er næsten udtørret om sommeren er de vilde og farlige om vinteren og i foråret. Terrænet omkring floderne er og var ofte vanskeligt, så der var et åbenlyst behov for broer. Nogle er store, med tre eller flere buer, andre enkeltbuede. De fleste er bygget af et "Gilde", altså en slags håndværker sammenslutning kaldet "Kioproulides", der havde specialiseret sig i brobygning.
Først blev et træskelet opsat, dernæst begyndte man fra hver side at montere sten til man mødtes på midten af en bue. Der er ikke brugt cement, alle sten er kilet sammen og står stadig efter mere end 300 år og fortæller om ingeniørkunst og æstetisk arkitektur.
Når der er en bro, er det fordi der også er en vej. Eller rettere en æselsti, de er sjældent over 2 m. brede - og specielt her i den centrale og østlige del af Zagoria er der mange af dem. Omkring landsbyerne Koukouli, Kapesovo og Vradeto er der en del. En af dem kaldes "Slangestien". Ikke fordi der er specielt mange slanger - faktisk er der nok flere skildpadder - men fordi stien snor sig op og ned ad bjergvæggene, så de på afstand ligner en slange, der snor sig.
Her kan knæene komme på en alvorlig udfordring. For at avancere omkring 3 km. skal man over mere end 5.600 trin og med en gennemsnitsstigning på omkring de 45 grader. Vi blev nu enige om, at der da også var pænt "herfra", så vi vendte om før det blev rigtig stejlt.
En stor del af stierne er befæstet med stenbelægning i samme stil og konstruktion, som ses i landsbygaderne. Ofte er stier og broer forsynet med et rækværk af sten for at beskytte de vejfarende. Disse rækværker har også sin egen stilart og konstruktion, som er med til at give et perfekt æstetisk indtryk. Det er dejligt at opleve, at man for flere hundrede år siden ikke bare byggede fordi man skulle bruge det, men også så man kunne nyde dét, man brugte. I dag hedder det vist Industrielt Design. Jeg ved ikke, hvad det hed i år 1700.
Ved næsten hver bro var der tilknyttet en mølle og en kro, hvilket lyder både praktisk og sandsynligvis også nødvendigt. Her kan jeg ikke lade være med at sammenligne med vore kroer, hvorom der i Danmark kom lov i 1800-tallet, om at der højest måtte være 4½ Mil = ca. 32 km. mellem hver, da distancen regnedes for en dagsrejse. Nogle af dem fik kgl. Privilegium, som betød, at de havde lov til at "brænde vin" til salg. Om det har været tilfældet ved disse bro-kroer i Zagoria, ved jeg ikke, men der gror da en masse planter, man nemt kunne lave en hyggelig dram af.
Vi er i en verden helt for sig og spekulerer ikke på, at der kun er ca 150 km til lufthavnen i Preveza, for dét her er guf for sjælen ( maden vil jeg ikke skrive mere om, for den er vanedannende god). Men når vi nu er i området med de fleste broer, skal vi dog alligevel have lidt mad og en vandretur. Derfor tager vi, som tidligere lovet, til

Monodendri
- i den anden ende af Vikos kløften.
Bare for at slå fast: Her er der også klostre. Et af dem kan man ikke undgå, for man skal formelig tværs igennem det for at komme videre. Enten ned i kløften - eller som munkene gjorde i ufredstider, og vi gjorde den dag : Gik (og det sidste stykke balancerede) langt ud langs klippevæggen i sidekløfter - og ad så smal en sti med lodret fald på over 500 m., at jeg må tilstå, det begyndte at kildre et vist sted - til nogle klippehuler. Herfra synes der kun at være to alternativer: Himmel eller Helvede. Forstået på den måde, at du står højt og kan se højt, men hvis du falder, så...
Men altså, dette er enten den ene eller den anden ende af Vikos kløften, som jeg før har fremhævet bør besøges en anden gang. (- uden nogen stadig ved hvornår -)
Tilbage i Papingo (eller Papigo, skiltemaleren har ikke helt bestemt sig ) er der kun et par kilometer til et helt særegent sted, faktisk et geologisk habitat midt imellem Store- og Lille Papingo. Bjergene her er lagdelt af hårde og bløde stenarter, henholdsvis mørke og lyse.
Vi bevæger os ind i en kløft. Oprindeligt for at bade i de "rock-pools", der er masser af her og har været brugt som badeværelse af befolkningen i hundredvis af år. Det er kildevand og smeltevand der løber her og har skabt kløften og "badekarrene". Brormand påstår, det er meget forfriskende, hvilket han ikke har fået overbevist mig om. Jeg synes det rent ud sagt er pissekoldt og min søster holder med mig. Men hold fast, hvor er der smukt og specielt. Smukt på sin egen rustikke facon. Goldt og dog frodigt. Jeg gik på vandring langt ind og ville gerne have været lidt længere, men så skulle jeg til at svømme i dét der vand, som var langt fra tempereret.
Jeg bliver jo nok nødt til at gøre det næste gang (som ingen stadig ved, hvornår bliver) for at se, hvilke undere, der findes længere inde. Der, hvor jeg stoppede, begyndte det at ligne en meget frodig regnskovsbiotop her i 800 meters højde. En verden i Verden. Indtil videre slog jeg mig til tåls med at der jo også skal være noget til næste gang.
Længere oppe ad bjerget ligger Lille Papingo. Den by synes at være tilegnet vandrerturister. Original og rustik. Ikke så pæn og velholdt som Storebror, hvor vi bor, men dog med en del småpensioner med 1-2 værelser, områdets vandrer-informationskontor og nationalparkens kontor, som også repræsenterer WWF i området.
Herfra udgår/ender en del vandreruter, bl.a. den tidligere omtalte rundtur i Vikos kløften, samt til Dragesøerne i 2100 meters højde, svarende til en vandretur på 6-8 timer på tværs af højdekurverne. Der findes et herberg deroppe, så man kan dele turen over to dage. Jeg har en fantasi om, at der er fabelagtig smukt deroppe, så næste gang…!
Se nu har jeg allerede så mange ønsker, at to uger ville være passende til at gøre noget ved det. Og så har jeg endda ikke engang befattet mig med den anden, nordligere, del af nationalparken, Aoos, der også har kløftvandringer og oplevelser ud over det sædvanlige.
Det mest problematiske ved at opleve nye områder i verden er nok, at man gerne vil opleve lidt mere af dét man blev fascineret af.
Men hvordan skal man vælge? Det funderer jeg over hele vejen fra Kastrup til Tørring.
Jeg er ikke færdig endnu, efter flere måneder. Måske bliver jeg provokeret endnu en gang til at prøve nye veje, hvem ved?

Med en kærlig tanke til min storesøster Kirsten, svoger Benth, lillebror Niels Jørgen og svigerinde Marianne (de gjorde denne tur mulig), samt min kone Inger.
Sammen oplevede vi en smuk del af verden
2003 Mogens

Tilbage til Ipiros