MyGreece - alt om Grækenland

Forsiden

Kefalloniá

Den største af øerne i det ioniske hav byder generøst på en håndfuld af oplevelser, der spænder fra tilbagelænede afslappende til energisk aktive. Der er mange ting at foretage sig her og mange steder at vælge imellem - så mange, at man må besøge øen mere end én gang, hvis man vil have det hele med. Denne rummelige ø med sit vidunderlige landskab giver den besøgende mulighed for at komme i tæt kontakt med naturen og den lokale livsstil. På Kefalloniá findes både høje bjerge med frodige skovområder og dyrket land med olivenlunde og vinmarker. Øens stolthed er den skønne Rómbola-hvidvin (ikke Retsina - naturligvis), der er værdsat i hele Grækenland. Desuden er Kefalloniá den eneste græske ø, der har fået et område erklæret nationalpark for sin specielle flora med en lokal sort af fyrretræ og ligeledes unikke fauna med vilde heste, der strejfer omkring i bjergene. Foruden de smukke områder midt på øen, byder Kefalloniá på 250 km. kystlinie, der inkluderer brede sandstrande med turkist vand og maleriske kystbyer. De lokale indbyggere deler den imødekommende, muntre og gæstfrie livsfilosofi, der karakteriserer alle de ioniske øer. Øens kulturelle niveau er højt, og mange forfattere og andre kunstnere kommer herfra. Som de øvrige ioniske øer, er Kefalloniá i stort set alle aspekter stærkt påvirket af dens venetianske og senere italienske fortid, hvilket gør øen ekstra farverig. Det var på Kefalloniá, at Kaptajn Korelli efterlod sin elskede mandolin "Antonia" med det stærke ønske at vende tilbage.

  • Værd at besøge:

    Argostóli - vidunderlig beliggenhed
    Agónas - århundrede gamle pinjetræer
    Ávithos - dejlige strande i området
    Ásos - magisk beliggenhed
    Vlaháta - udsigt til det åbne hav
    Lourdáta - grøn badeby
    Kaminaráta - smuk bjerglandsby
    Petaní - turkist vand
    Sámi - Kaptajn Korellis mandolin
    Drogaráti grotten - fantastisk akustik
    Melisáni grotten - skal ses!
    Fiskádo - øens bedst bevarede landsby
    Kateliós - Caretta-Caretta havskildpadder
    Énos nationalpark - kefalloniske pinjetræer og vilde heste


    Tilbage til De ioniske øer
LOKAL INFORMATION:
Areal: 786 km².
Kystlinie: 254km.
Indbyggere: 29.392.
Håndværk og specialiteter: Den kendte, tørre Rómbola-hvidvin, honning af fin kvalitet, nougat, sesamstænger, babourlé (mandler med karamel), mandelkager, brød og oste.
Delikatesser: Prøv øens kødtærter, kanin i tomatsauce, aliáda (hvidløgsdip) og dolmere.
Lokale festivaler og højtider: I landsbyen Frankáta holdes fest specielt for Rombola-vinen. I Argostóli gennemføres optog for helgenen Sankt Jerásimos den 16. aug. og den 20. okt. Hvis man har set filmen Kaptajn Corellis Mandolin, følger man netop et sådant optog i starten af filmen. På Panagía Lámias-klosteret afholdes den 7.-8. sep. stor traditionel fest. I landsbyen Agía Evfimía afholdes den 11. juli traditionel fest. I Panagía Anatolikoú-klosteret i samme landsby afholdes den 14.-15. aug. stor fest i forbindelse med jomfru Maria dagen. I landsbyen Mantzavináta afholdes vinfestival i midten af august.
Færgeforbindelser
til/fra Kefalloniá:
FÆRGE   HURTIGBÅD
    Kilíni (Peloponnes), Zákynthos, Pátra, Itháki, Lefkáda, Astakós (Aitoloakarnanía - fastlandet)   -
Flyforbindelser
til/fra Kefalloniá:
INDENRIGSFLY    
    Athen, Thessaloníki, Zákynthos, Kórfu, Préveza - Aktio    
© MyGreece 2006