MyGreece - alt om Grækenland

Forsiden

Kritsá

Landsbyen Kritsa har ca. 1.750 indbyggere og ligger 10 km sydvest for Ágios Nikólaos. Byen ligger på en bjergtop og har derfor en panoramisk udsigt over hele området.

Nogle mener, at Kritsá er én af Kretas smukkeste landsbyer. I hvert fald har man i høj grad bevaret den traditionelle kretensiske stil - ikke bare med maleriske, smalle stræder og to-etagers hvide huse med smukke vinduer, men også landsbyens indbyggere er hovedsageligt beskæftiget inden for de traditionelle kretensiske erhverv som landbrug og produktion af kunsthåndværk - vævekunst, kniplinger, broderi og pottemagerkunst, der naturligvis handles i de lokale butikker.

Landsbyen har eksisteret siden romersk tid. Den blev imidlertid ødelagt af araberne i det 10. århundrede, men blev senere genopbygget. Under den venetianske besættelse var Kritsá én af Kretas store byer. Idet byen altid har spillet en stor rolle i Kretas utallige revolutioner mod forskellige besættelsesmagter, har byen generelt været udsat for ødelæggelsesangreb, men har altid genrejst sig i sin smukke skikkelse.



Landsbyens mest berømte seværdighed er Panagía Kerá-kirken fra 1500-tallet med imponerende freskoer, beliggende i naturskønne omgivelser med cypress-træer og en betagende udsigt.

Tilbage til Lasíthi


 

© MyGreece 2006