MyGreece - alt om Grækenland

Forsiden

Káspakas

Den traditionelle, maleriske landsby Káspakas ligger for foden af Ágios Athanásios-bjerget 6 km nord for Mýrina. Káspakas, der i dag har 610 indbyggere, kan ikke ses fra havsiden, idet byen oprindeligt blev opført som beskyttelse mod piratangreb.

Byens barske fortid synes langt væk i dag, hvor store platan-træer byder den besøgende på svalende skygge, mens man f.eks. går en tur til den gamle Ágios Geórgios-kirke, der er opført i midten af det 19. århundrede. De brolagte stræder leder én til en lille malerisk plads med en fontaine i midten og omkranset af hyggelige tavernaer og caféer.



Der er generelt ikke meget freskvand på Límnos, men bjergtoppene her på øens vestlige del danner smukke vandløb og vandfald. Ét af vandfaldene er 15 meter højt og i mange år har en vandmølle arbejdet adstadigt her. Fra Káspakas går en lille vej omgivet af mandeltræer til Ágios Ioánnis-stranden. Stranden er én af Límnos' fineste, dels fordi den har finkornet sand og dels fordi en stejlklippeskrænt danner en dramatisk ramme i landskabet. Dét, der imidlertid gør stranden her helt speciel er, at der midt på stranden findes en klynge klipper, der giver ly til en god taverna.

Tilbage til Límnos


 


© MyGreece 2006